Der findes flere overleveringer om Anogias oprindelse. Nogle mener, at den blev grundlagt af folk fra den nærliggende by Axos, da denne blev ødelagt af venezianerne i begyndelsen af venezianertiden (1204-1669). En anden myte fortæller, at nogle hyrder en dag opdagede en kilde i nærheden af den nuværende nedre del af Anogia (Perachori), efter at en ged var kommet ud fra den tætte bevoksning med vådt skæg. Da hyrderne kun alt for godt vidste, hvor vigtigt vand er, grundlagde de den første lille bebyggelse, der siden skulle blive til Anogia. En tredje myte fortæller, at indbyggerne i Anogia er direkte efterkommere af de kureter, der passede på Zeus som spæd.

Den lokale dialekt er endnu idag meget præget af den antikke, doriske dialekt, og nogle af mændene bærer stadig det traditionelle hovedtørklæde, mantíli, og de kraftige læderstøvler, stivánia.

Også de talrige familiefester, såsom bryllup og barnedåb, fejres på den traditionelle måde med musik og sang og deltagelse af de fleste indbyggere. Byen har i det hele taget et rigt kulturliv som holder den gamle traditonelle kulturarv i live

Og  uden nogen tvivl er der stadigvæk den dag idag en stærk livskraft hos indbyggerne som fortjener den dybeste respekt -ikke mindst blandt den ældre generation af kvinder som jeg har mødt og talt mest med i landsbyen.

Min Værtinde som tydeligt husker som 5 årig –det at skulle forlade ens rødder og ejendele under tyskernes besættelse og siden da - har bygget sit lille pension opad –med stor livskraft. Ikke opad kun i overført betydning –men også bogstaveligt idet hendes lille pension i sin tid lå nede fra gaden uden udsigt til ”oppe” –og med den faste beslutning, at hendes pension skulle ligge oppe ved gaden –byggede hun det med stor slid -efterhånden i løbet af mange år - til at nå oppe på gaden.Og med en stor velfortjent stolthed i dag !

Og deroppe - sidder vi mange aftener -og snakker om livet på hendes lille balkon med glade spruttende blomster der ”sladre” om - at her gives der kærlighed med både respekt og omtanke.

Dejlige livsbekræftende historier fra den tid mange år tilbage hvor der huskes og fortælles om så mange dejlige glædelige minder fra en barndom, hvor det eneste dukkehus man kunne få, var et hjemmelavet af indsamlede sten –hvor det eneste lys man havde, var en lille olielampe med et garntråd som væge -og som man læste lektier med og hvis varme olie var helbredende for smerte på hud og krop via et par dråber smurt på det smertende sted..

Min værtinde Aristea fik som så mange andre i landsbyen Anogia,ikke lært at læse som barn pga Kampen mod tyskerne på Kreta som senere også lukkede skolerne.

Kun 3 års skolegang som Aristea nød i fulde drag - for som hun selv siger -" Jeg elskede at lære nyt og suge ny viden til mig".Men skolegangen blev afbrudt af tyskernes besættelse og destruktion/afbrænding af landsbyen.

Senere da skolegang igen blev muligt valgte Aristeas forældre ligesom så mange andre forældre i Anogia -og i det hele taget på Kreta dengang -at deres døtre gjore mere gavn ved at hjælpe med husarbejdet end at gå i skole.

I Aristeas tilfælde var det ikke så meget husarbejdet men mere at hun med æsel skulle begive sig op på mange timers vej op med mad til familiens fårepassere oppe i bjergene.Og på mange andre måder hjalp med familiens landbrug/fåreavl.

Så det var Aristeas stædighed og stærke livskraft som ligesom i utallige andre udfordringer i livet, var drivkraften, der fik hende til at lære at læse selv.

Aristeas nydelse ved at kunne læse selv, har jeg aldrig tidligere mødt hos noget andet menneske -som den dag hvor jeg rakte hende en bog med kretensiske mantinades* og hendes ansigt strålede som en sol  i forventningens glæde.

Nu skal det også nævnes,at Aristea udover sin glæde ved at læse og huske andres mantinades -,også har en hel speciel kærlighed og talent for selv at skabe Mantinades -som hun ynder at dele via hendes læber- og som hun efterhånden er begyndt at skrive mange af dem ned i en notesbog.

Ikke sjældent er det sket - i vores mange dejlige stunder sammen, at hun pludselig får et skævt smil på munden og et glimt i øjet -og så ved jeg -at nu kommer der en mantinade ud af hendes mund i stor fryd. Mantinades om hvad ? Alt hvad der "rører sig" i livet både i det hele taget og det der "rører sig i livet" her og nu i vores stunder sammen.

Aristeas store kærlighed for Mantinades har "smittet" mig meget og selvom at jeg ikke formår at lave mantinades selv,så kan Aristea og jeg dele denne kærlighed og glæde for mantinades sammen på vores helt  unikke måde.Selv når vi ikke er enige "løser vi" ofte  med en smuk mantinade hun enten selv laver eller husker fra andres.

Ved vores allerførste uenighed  -nemlig ved den såkaldte græske Ja eller Nej valgkampagne  -hvor vi ikke var helt enige om hvem af politikerne der var mest tillidsvækkende -så bad jeg til hende om -hvis det var muligt. at hun kunne "mærke" en mantinade om vores uenighed -og hendes mantinade,den kom ikke så langt tid efter -og der blev en smuk enighed i uenigheden.

Nuvel,jeg må fortælle om den dag, hvor jeg for første gang,indså Aristeas store og stærke kærlighed, for at læse -som for mig er en "filmscene" indebag mit øje og som jeg fortsat ser så klart og smukt idag.

-Medens vi er flere som sidder ved køkkenbordet den dag og nyder en af hendes hjemmelavede lækkerier -siger hun pludselig med et glimt i øjet -"Jeg går lige ud og sætter mig udenfor på balkon og læser i bogen du har givet mig og min glæde var stor -for jeg havde flere gange spurgt hende de sidste dage, om hun dog ikke havde taget sig tid til at læse i bogen, så hun kunne dele de af dem, som hun synes var bedst skrevet med mig.

Mine øjne fulgte Aristea da hun går ud igennem den åbne hoveddør for derefter at se og følge hende igennem vinduet da hun sætter sig ned ved det lille runde balkonbord udenfor og slår op på den første mantinade i bogen, for derefter at læse den højt for sig selv.Da hun havde læst den færdigt.kigger hun op fra bogen og jeg ligefrem se. at hun "tyggede" på mantinaden hun lige havde læst højt og derefter "Slugte" den, samtidig med at der kom et anerkendene og accepterende udtryk i hendes ansigt sammen med et nik med hovedet.

Og således fortsatte Aristea med at læse højt for sig selv i bogen og efter hver enkelt læst mantinade -kiggede hun op fra bogen -"tyggede på" mantinaden -"Slugte" den sammen med et accepterende/anerkendende udtryk og nik og dog et par enkelte gange "slugte" hun uden noget udtryk og nik og så var den nok ikke lige så god som de andre hun havde læst/fordøjet.

Denne sammenligning -en mere klarere og logisk maade at beskrive det at foele og sanse sig igennem kunst -poesi oplevelser og som jeg foelte var saadan Aristea oplevede det.

Aldrig har jeg oplevet et menneske i mit liv der har læst med så stor og smuk en sanselig nydelse.

En uforglemmelig og lærerig oplevelse.

Og det er ikke den eneste uforglemmelige og lærerige oplevelse jeg har haft med de kvinder jeg har lært at kende i landsbyen og som fylder mit hjerte og sjæl med en dyb taknemlighed og kærlighed for deres mange stunder.

Stunder som blot et lille udpluk af -er forsøgt beskrevet med ord på denne side.